Booking af Højfyns Friluftscenter

Det er muligt at booke Højfyns Friluftscenter til jeres næste hyggelige familiesammenkomst, møde eller klassearrangement (vi lejer ikke ud til fester).

Du kan vælge hvornår og hvor lang tid (dage) du ønsker at reservere friluftscenteret. Vær opmærksom på, at der er forskellige priser alt efter hvilken sammenhæng du planlægger at bruge friluftscenteret, og at vi vil opkræve manglende betaling + administrationsgebyr ved valg af forkert kundetype. Læs vores betingelser for leje inden du booker.

Foreninger

Vi ønsker, at Højfyns Friluftscenter er et samlingspunkt for hele byen, og et sted hvor lokale foreninger mødes. Derfor kan I som lokal forening låne Højfyns Friluftscenter gratis til enkeltstående arrengementer. Hvis I skal bruge det regelmæssigt, er der også mulighed for at indgå en permanent aftale. Eksempelvis skole og børnehave bruger i forvejen gratis vores lokaler og område. Kontakt os på booking@tommerupspejder.dk for at høre om mulighederne.

Private arrangementer

Vi vil gerne åbne vores friluftcenter til hyggelige familiesammenkomster o.l. Vi vil dog ikke drive selskabslokaler, som huser større selskaber. Sådanne fester slider (for meget) på vores lokaler, der drives af frivillige kræfter, og samtidig har vi et velfungerende forsamlingshus i byen, som er meget velegnet til disse arrangementer.
Derfor gælder det ved booking af Højfyns Friluftscenter til privat brug at: 1) Vi udlejer ikke til fester. 2) Der må maksimalt være 25 gæster - som svarer til det normale antal af borde og stole. Der må ikke køres flere stole/borde til.

Klassearrangementer

Friluftscenteret og omgivelserne er en ideel ramme for aktiviteter for børn og voksne. Vi vil gerne stille vores område til rådighed for klasseråd, som ønsker at afholde en fælles dag/aften for hele klassen. 

Udlejning er baseret på tillid

Vi udlejer Friluftscenteret, fordi vi gerne vil åbne vores friluftscenter, og give andre muligheden for en hyggelig familiesammenkomst, klassearrangement o.l. Vi gør det IKKE for pengenes skyld. Faktisk er tilskudsreglerne til foreninger sådan, at 70 % af lejen modregnes vores kommunale tilskud, mens 30 % går til spejderne – til slid, reparationer mv. Det er åbenlyst, at skal det her lykkes, er vi derfor er dybt afhængige af, at alle passer på Friluftscenteret, og at vi i fællesskab får det til at fungere. Tillid er et nøgleord for os.

Praktisk information

Alle betaler 100 kr./dag til vand og el. Dette er incl. i den pris, der betales ved booking.

For alle bookingtyper gælder det, at man betaler for minimum en hel dag. Dette gør sig også gældende, selvom I kun skal bruge Friluftscenteret til frokost, da det som regel udelukker andre fra at booke resten af dagen. Der er dog ingen grund til at booke flere timer end nødvendigt, da friluftscenteret så vil stå tomt, selvom nogle kunne ønske at bruge det.

VIGTIGT! Læs altid vores lejebetingelser inden du booker (se nedenfor).

HVORDAN BOOKER DU HØJFYNS FRILUFTSCENTER?

1) Hvis du ikke har en profil på siden endnu, så skal du først oprette den på log ind - siden. Nyoprettede brugere vil altid starte med en profil til "privat booking". Kontakt os hvis du gerne vil registreres som en anden kundetype - se beskrivelser ovenfor.

2) Log ind på hjemmesiden med din bruger profil. Du vil nu kunne se de muligheder du har for booking under menupunktet "Højfyns Friluftscenter".

3) Vælg de tider du ønsker at booke og bekræft med "book" for at gå til betaling. Når du har betalt vil du få en besked som bekræftelse af din booking. 24 timer før din booking starter vil du få tilsendt kode til døren og link til lejebetingelser.